Friserne i det nordlige Europa lever adskilt i flere områder i Tyskland og Holland og kæmper en stadig kamp for at bevare deres sprog. Det er et mindretal uden et hjemland at relatere sig til.
Akkurat det samme er tilfældet for Kurderne, der lever spredt i Tyrkiet, Syrien, Irak og Iran.
Det var disse ligheder, der fik den kurdiske forfatter og journalist Ibrahim Sediyani til at interessere sig for de omkring 400.000 frisere i det nordlige Europa. Han kom til Tyskland i 1995 og har i årenes løb besøgte friserne i Holland mange gange. Og det er nu blevet til en bog: “Frizya ve Günümüzde Frizler” er skrevet på tyrkisk, fordi den derved kan komme ud til et større publikum.
– Hvis der er nogle kurdere, som gerne vil udgive bogen på kurdisk, skal de være velkomne til at kontakte mig, fortæller forfatteren, der har otte andre bøger bag sig.
Han blev hurtigt forelsket i friserne, og han peger selv på lighederne:
– Både friserne og kurderne har været truet af assimilation i flere hundrede år, og der er mange, som i dag ikke taler deres eget modersmål, siger Ibrahim Sediyani.
Han ser dog også meget store forskelle på de to folkegrupper:
– Friserne lever i et fladt område, mens kurderne bor ved bjerge. Frisland er i Europa, og Kurdistan er i Asien. Og Tyskland og Holland er civiliserede, demokratiske stater. Det er Tyrkiet, Syrien, Iran og Irak ikke, siger forfatteren.
Han kan også se, at frisernes sprog har fået officiel anerkendelse i både Holland og Tyskland og kan læres i skolerne. Sådan er det ikke i blandt andet Tyrkiet, hvor mellem 15 og 20 millioner kurdere stadig ikke kan få undervisning på deres forældres sprog.
– Friserne i Holland har deres egen delstat. Det burde tyrkerne lære af og gøre det samme. Det ville helt klart både hjælpe kurderne og tyrkerne, siger Ibrahim Sediyani.
FLENSBORG AVIS
12. MAJ 2020
